En tankevækkende uge og en uge, hvor jeg vågnede lidt op af den mandeshovinistiske indstilling, jeg har i en mildere grad. (Jeg kan ligegodt være ærlig og indrømme det overfor mine læsere, hahaha)
For det første, har jeg været afsted til en fantastisk lærerig kursus, hvor vi har lært at forflytte. Med tankens kraft. Ja. Når der tænkes om inden der handles, kan det lade sig gøre, rent faktisk. Men hvad vækkede mig fra min Tornerose-agtig, sovende indstilling jeg fik indprintet i min (under)bevidsthed af de feministiske og utroligt stærke, selvstændige og seje danske kvinder, at mænd ikke kan bruges til ret meget, og slet ikke i "vores" fag? Det var en normand, Per. Han kom og lærte os kunsten at overleve i branchen, hvor tunge løft og slidsom hverdag var min hverdagskost. Han lærte os at foflytte med vores lillefinger. Sno de tunge, sengeliggende, pindstive (ja, norsk udtryk for stive kroppe) menneskroppe,vende og dreje dem, som om de var en leg, underholdning, a peace of cake!.. Men for pokker, tænkte jeg.... Hvordan kan det være, at tusindvis af kvinder, som har arbejdet med forflytninger i mange år, ikke selv har fundet ud af at arbejde konstruktivt?.... Av, av. Vi snakker nok for meget. Tænker for lidt. Siger fra for sent. Bruger ikke vores fysikviden fra timerne i skolen. Derfor skal der en statelig norMAND til at lære os...?
En anden fordom blev gjort til intet, efter jeg røg en tur på marken med min bil, der kom på afveje, på den lumske glatte vej. Vupti, og så var jeg i sne på en øde mark. Gud, tænkte jeg, efter 15 minuters ihærdig forsøg at komme fra afveje på vejen igen, jeg kunne ønske mig en traktor lige nu... Og hvad tror I? Der kom en lille bil med med to landMÆND, som hentede en traktor og trak mig ud, så jeg kunne komme videre til norMAND's undervisning.
Ja....
Jeg snakker nok for meget.
God uge til alle derude:)
